75 50 29 00 a10@a10.dk

Linoleumsgulve er det praktiske valg for virksomheder, som gerne vil have et gulv, der er nemt at vedligeholde og rengøre. Læs med her og få fire gode råd til effektiv rengøring af linoleumsgulve

Måske har du allerede linoleumsgulve i din virksomhed, eller også søger du efter et praktisk gulv til erhverv, og så vil et linoleumsgulv ofte være et rigtig godt valg. Denne type gulv fungerer rigtig godt til erhvervsbrug – blandt andet fordi det både er let at vedligeholde og rengøre.

Vi har her samlet fire gode råd til vedligeholdelse og rengøring af linoleumsgulve, der hjælper til at holde gulvet pænt i mange år frem.

rengøring af linoleumsgulv

1) Fjern pletter med det samme

Afhængigt af, hvad din virksomhed arbejder med, kan gulvet hurtigt blive slidt og plettet af eksempelvis spildt kaffe. Selvom et linoleumsgulv er praktisk, kan det dog godt blive misfarvet af diverse pletter. Derfor er det vigtigt at sørge for at fjerne pletterne, så snart du opdager dem.

Heldigvis er det meget lige til at fjerne pletter på et linoleumsgulv. De fleste pletter kan du fjerne ved blot at bruge en tør klud med lidt vand, og hvis det ikke er nok, kan du putte lidt sæbe, mineralsk terpentin eller sprit på kluden.

Vær dog opmærksom på, at du som udgangspunkt ikke skal benytte rengøringsmidler med en pH-værdi over 9. Undgå blandt andet disse rengøringsmidler, der kan misfarve gulvet:

  • Acetone
  • Brun sæbe
  • Natriumkarbonat
  • Salmiak
  • Klor
  • Ethanol
  • Gulvlak
  • Skurepulver

Er der kommet skridmærker på gulvet, kan du fjerne dem med en fin nylonsvamp uden slibemiddel, mens ridser i gulvet skal behandles, ved at du påfører en ny behandling med plejemiddel.

2) Mæt gulvet med sæbevand

Et linoleumsgulv består af en blanding af farvepulver, linolie samt træ- og kalkstensmel. Det er et smidigt og blødt gulv, hvor det kan være svært at se, når der kommer ridser i gulvet, hvilket også er en god grund til at vælge denne gulvtype til din virksomhed. Når gulvet bliver gået meget på, og stole bliver trukket frem og tilbage, er det er fordel at have et gulv, hvor ridserne ikke er helt tydelige.

Linoleum er også et meget porøst materiale, og det er derfor vigtigt, at det bliver mættet med sæbevand. Derved undgår du, at gulvet bliver modtageligt for snavs og fedt. Vask derfor jævnligt gulvet med sæbevand i forbindelse med den normale rengøring af lokalerne.

3) Beskyt mod sand og skidt

Til den generelle vedligeholdelse af linoleumsgulve gælder det om at beskytte gulvet mod sand og skidt. Sand og skidt slider på gulvet og kan hurtigt lave ridser, hvis ikke du sørger for at holde gulvet rent, og i en virksomhed er der ofte mange mennesker, der kommer og går hver dag, hvilket hurtigt kan give en masse snavs på gulvet.

Der er flere gode tips til, hvordan du kan undgå, at sand og snavs ødelægger gulvet. Først og fremmest kan det være en god idé at placere en måtte ved døren, så det værste skidt bliver tørret af, inden folk går ind på gulvet. Sørg også gerne for at feje eller støvsuge gulvet jævnligt, så sand og snavs ikke skraber hen ad gulvet hele tiden.

4) Giv gulvet en dybdegående rensning

Hvis linoleumsgulvet er blevet lidt trist at se på efter mange års brug, kan du give det en dybdegående rensning. Dit linoleumsgulv kommer næsten til at se helt nyt ud igen, når du giver det en dybdegående rensning, og det sikrer samtidig, at gulvet bliver mere slidstærkt og modstandsdygtigt.

Efter mange års slid er der derfor ikke grund til at udskifte gulvet helt, men sørg i stedet for at lave den effektfulde rensning af gulvet. Har du brug for vejledning eller hjælp til vedligeholdelse, rensning eller rengøring af dine linoleumsgulve, kan du få et uforpligtende tilbud her eller kontakte A10 på tlf. 75 50 29 00.